De fleste danskere kender nok Ilse Jacobsens lange gummistøvle, "RUB 1", der bl.a. er kendetegnet ved den karakteristiske frontvendte snørelukning med hægter og snører. Gummistøvlen er, af fagfolk, beskrevet som et nyskabende designikon og har i en årrække tiltrukket sig opmærksomhed på en måde og i et omfang, der sjældent er modeprodukter forundt.

I mange lande i EU ville man uden videre sige, at der var tale om et værk af ophavsret på lige fod med eksempelvis klassisk dansk møbelkunst. I Danmark er svaret imidlertid ikke helt så ligetil. Højesteret udstak for nogle år siden en meget streng retspraksis i relation til ophavsretlig beskyttelse af modeprodukter, som indtil videre har været en uoverkommelig forhindring for modebranchen. Højesterets linje er samtidig vanskelig at forene med nyeste EU-retspraksis på området. Men det bliver der måske snart lavet om på.

Siden 2015 har Ilse Jacobsens selskab, IJH A/S, ført en langvarig retssag mod en konkurrent, der havde markedsført en gummistøvle, som IJH A/S opfattede som en krænkelse. Hverken Sø- og Handelsretten eller Vestre Landsret så sig i stand til at komme frem til, at Ilse Jacobsens "RUB 1" var et værk af ophavsret, og IJH A/S tabte bl.a. derfor sagen i begge instanser. Sidste år traf Procesbevillingsnævnet imidlertid afgørelse om, at sagen er principiel. Dermed fik IJH A/S tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret i 3. instans, hvilket kun sker ganske sjældent.

Det er reelt første gang siden 2011, at Højesteret får anledning til at forholde sig til, hvad der skal til, for at der kan statueres ophavsretlig beskyttelse i relation til modeprodukter.

Eftersom skønsmændene for Højesteret har bekræftet, at "RUB 1 som helhed" er "udtryk for kreative evner på grundlag af frie og kreative valg" og er "udtryk for en selvstændigt skabende indsats", hvilket ifølge både nyeste EU-retspraksis og tidligere dansk retspraksis indebærer, at der er tale om et værk af ophavsret, er IJH A/S naturligvis optimistisk.

Uanset hvad sagens endelige udfald bliver, må det dog må forventes at Højesteret, i lyset af nyeste EU-retspraksis, udstikker opdaterede retningslinjer for, hvad der i Danmark skal til, for at modeprodukter kan karakteriseres som "brugskunst".

Sagen hovedforhandles for Højesteret den 2. juni 2020, og herefter forventes det, at der falder dom inden for en uge.

IJH A/S er repræsenteret af advokat Rasmus Vang og advokat Søren Danelund Reipurth.

The content of this article is intended to provide a general guide to the subject matter. Specialist advice should be sought about your specific circumstances.